Firma

Skovkortets mission, vision & strategi

Skovkortets mission, vision & strategi

Lær hvad fremtiden bringer for Skovkortet og hvordan du løbende kan få indflydelse på hvilke funktioner der skal bygges.

Skovkortets mission, vision & strategi

Jens Isbak

CEO & co-founder

Vi har internt i Skovkortet brugt de seneste måneder på at dykke ned i og forstå, hvor virksomheden skal bevæge sig hen og hvorfor.

En del af dette har været at genbesøge vores mission, vision og strategi.

Vi kan godt lide at spille med åbne kort og synes kun det er rimeligt, at dele det med dig. På den måde håber vi, at give dig indsigt i det vi har gang i og hvorfor vi gør, som vi gør.

Derfor vil vi med denne artikel give dig indsigt i, hvad fremtiden bringer for Skovkortet og hvordan du løbende kan få indflydelse på hvilke funktioner der skal bygges. Vi tror nemlig på, at det bedste værktøj bliver bygget sammen med dig som bruger af Skovkortet.

Her kan du se en kort oversigt over vores mission, vision & strategi, som jeg dykker ned i nedenfor.

Skovkortets mission, vision & strategi

Mission

Det kan for en nordjyde som mig være nervepirrende at tale åbent om sine store drømme, men i processen med udviklingen og lanceringen af Skovkortet 2.0, blev det tydeligt for os, at nu skal vi drømme stort - og vi skal turde sige det højt.

Vores nye mission beskriver derfor vores store drømme og hvad vi prøver at opnå med Skovkortet:

Gøre det nemmere at forvalte skov & natur bæredygtigt.

Vision

En mission er altid lidt højtflyvende og derfor beskriver visionen, hvordan vores produkt ser ud, når vi har opnået vores mission:

Skabe den foretrukne all-in-one platform for ejere og forvaltere, der gør det nemmere og mere effektivt at forvalte skov & natur.

Strategi

Med vores vision på plads, har vi brug for en strategi til at komme i mål.

Vores strategi er bygget op omkring nogle konkrete delmål, vi skal opnå for at komme i mål med vores vision.

Helt lavpraktisk har vi brudt det ned i fem konkrete investeringer, vi skal lykkes med for at komme tættere på vores vision:

  • Step 1: Lancere Skovkortet 2.0 i Danmark
  • Step 2: Skabe den foretrukne all-in-one platform & nyhedsbrev for ejere og forvaltere af skov & natur i Danmark.
  • Step 3: Bygge det foretrukne online fællesskab for ejere og forvaltere af skov & natur i Danmark.
  • Step 4: Bruge læringen & fællesskabet i Danmark til at udvide vores løsning til et nyt marked.
  • Step 5: Bruge læringen fra det nye marked til at skalere platform & fællesskab til resten af verden

Vores mission, vision og strategi har vi grafisk lavet følgende oversigt over:

Skovkortets mission, vision & strategi

Status og næste step

Som du måske ved, lancerede vi i november sidste år Skovkortet 2.0 i Danmark, hvor vi blandt andet har lanceret en ny og forbedret brugerflade, indført ‘projekter’, mere fleksibilitet og samarbejde og meget meget mere.

Ovennævnte lancering af Skovkortet 2.0 medfører en migrering af alle vores brugere. Det betyder, at vi skal have flyttet alle vores eksisterende brugere, inkl. deres data, fra version 1.0 til version 2.0

Da vi i dag har flere tusinde brugere og næsten 200.000 hektar skov & natur - inklusiv tilhørende data - i systemet, kræver det, at det bliver gjort på den rigtige måde.

Det primære fokus for teamet hos Skovkortet har været at automatisere det meste af processen for migreringen af alle brugere for at give dig den mest gnidningsfrie oplevelse. 

Første spæde skridt på vejen dertil har været håndbåret med meget dialog i forhold til om al data var formateret korrekt, etc.

Læringen fra den initielle håndbårne proces har resulteret i, at vi nu er klar til at automatisere det meste af processen og vi derfor nu kan sætte farten lidt op. Dette sker naturligvis i dialog med hver enkelt bruger i forhold til hvornår det bedst passer den enkelte.

På nuværende tidspunkt har vi migreret cirka 20% af alle vores brugere samt hektar skov & natur til version 2.0.

Med lanceringen af Skovkortet 2.0 og automatiseringen af migreringen, er vi nu så småt klar til at lave de indledende knæbøjninger til step 2: Skabe den foretrukne all-in-one platform & nyhedsbrev for ejere og forvaltere af skov & natur i Danmark.

For at kunne lykkes med step 2, har vi brug for al den input og feedback, vi kan få til at videreudvikle Skovkortet 2.0 til dine behov og finde det bedste indhold til vores nyhedsbrev.

Derfor er vi ved at finde en nem løsning på, hvordan du kan være med til at skabe fremtidens Skovkortet og på den måde være med til at gøre det nemmere at forvalte skov & natur bæredygtigt.

Når løsningen er klar, skal du nok høre fra os og indtil da er du altid velkommen til at sende en email til mig på ji@skovkortet.dk.

Jeg håber, at artiklen har givet dig lidt indsigt i, hvad vi går og pusler med hos Skovkortet, og hvad vores fokus bliver det næste lange stykke tid.

Og husk: Dit input, ønsker og feedback er mere værdifuldt end du tror, så hold dig endelig ikke tilbage med at hive fat i mig.

Hav en aldeles fremragende dag i skoven 👋

- Jens Isbak

Loader